Henover jul og nytår bragte Danmarks Radio to dokumentarudsendelser med titlen “Jagten på mig selv”. I udsendelserne kritiserer dokumentarinstruktør Per Wennick sin deltagelse i et psykiatrisk studie (The Copenhagen High Risk Study), som han medvirkede i som dreng og ung mand.
Dokumentarudsendelse ”Jagten på mig selv”, har ført til negativ opmærksomhed på det berømte danske studie: ”The Copenhagen High Risk Study”, hvor en gruppe børn af mødre med skizofreni blev sammenlignet med en kontrolgruppe. Forud for udsendelsen blev Josef Parnas i midten af december 2021 interviewet af journalisten Jakob Stein fra DR med henblik på kommentar til det insinuerende reklameindslag om Copenhagen High-Risk Study, som omtales meget negativt i udsendelsen. Josef Parnas har i dette interview afmystificeret udsendelsens påstande, men DR valgte ikke at publicere interviewet trods aftale om det modsatte:
Professor emeritus Josef Parnas resumerer herunder baggrunden for undersøgelsen og dens gennemførelse:
Ideen om en prospektiv undersøgelse af skizofreni opstod i USA i 1950-erne. Der var gennemført en række undersøgelser, hvor patienter med skizofreni blev sammenlignet med forskellige kontrolgrupper, men undersøgelsernes resultater havde ikke nødvendigvis årsagsmæssig relevans for skizofreni. Mange af de forskelle, som man fandt ved denne type sammenligninger, var simpelthen følger af at lide af skizofreni snarere end årsagsmæssige aspekter. Der var derfor et godt rationale for at gennemføre en prospektiv undersøgelse, som startede før sygdommen brød ud. Da skizofreni forekommer sjældent, ville en prospektiv undersøgelse gennemført i den almindelige befolkning kræve, at et meget stort antal børn blev undersøgt. Ved at undersøge børn med en forøget risiko for skizofreni blev det praktisk og økonomisk muligt at gennemføre en undersøgelse med tilstrækkelig statistisk styrke.
The Copenhagen High-Risk Study var påbegyndt af professor Sarnoff Mednick fra University of Southern California i Los Angeles og professor Fini Schulsinger fra Kommunehospitalet i København. Mednick forsøgte først at udføre en sådan undersøgelse i USA, men måtte opgive, fordi man ikke kunne spore familierne med henblik på efterundersøgelser pga. stor mobilitet i den amerikanske befolkning og vanskeligheder med at spore folk over tid. Mulighederne for at følge personer over tid var langt bedre i Danmark.
Det københavnske studie omfattede 207 børn af mødre med skizofreni og 104 kontrolbørn, hvis forældre ikke havde været indlagt på psykiatrisk afdeling pga. psykotisk tilstand. På daværende tidspunkt (i 1940-50-erne) var skizofreni forbundet med ganske langvarige hospitalsindlæggelser, og mange børn af mødrene med skizofreni var derfor i deres tidlige barndom anbragt enten hos slægtninge eller kom på børnehjem. Da man mente, at tidlige opvækstvilkår kunne spille en årsagsmæssig rolle ved skizofreni, sørgede man for, at børnene i kontrolgruppen havde en lignende opvækst. Med andre ord matchede man kontrolgruppen, så det sikredes at højrisiko børn og kontrolbørn var sammenlignelige med hensyn til antal år tilbragt på børnehjem i de tidlige leveår.
Børnene blev undersøgt første gang i perioden fra 1960-62. På dette tidspunkt var børnene i gennemsnit 15 år med en spredning fra 10-18 år. Der var derfor hovedsagligt tale om teenagere, som på undersøgelsestidspunktet boede hos familie og ikke længere var på børnehjem. Indehaveren af forældremyndigheden gav samtykke til undersøgelsen, og studiet var selvfølgelig godkendt af datidens relevante myndigheder. Undersøgelsesprogrammet omfattede et kort interview med en psykiater (Fini Schulsinger), blandt andet med henblik på at sikre, at ingen af deltagerne var syge. Resten af undersøgelsesprogrammet omfattede psykologiske undersøgelser, såsom IQ-test (Wisc), associationsprøve, to billeder fra thematic apperception test, en forkortet udgave af et selvudfyldt spørgeskema (MMPI) og en fysiologisk undersøgelse af Galvanic Skin Response. Sidstnævnte undersøgelse bestod af måling af hudens elektriske modstand, når man hører en pludselig høj lyd. Undersøgelsen var rettet mod funktionen i det autonome nervesystem, som man på daværende tidspunkt mente var impliceret i skizofreni. En socialrådgiver foretog et interview med barnets forældre eller andre indehavere af forældremyndigheden med henblik på at klarlægge den sociale anamnese. Børnenes seneste klasselærer blev bedt om at krydse et spørgeskema af, bestående af 30 spørgsmål vedrørende barnets habituelle adfærd i klasseværelset.
I de efterfølgende mange år er der foretaget adskillige efterundersøgelser af både højrisiko og kontrolbørn. Kun en enkelt familie rettede henvendelse til kommunehospitalet med ønske om at blive slettet fra undersøgelsen. Projektet igennem sin levetid var finansielt støttet af en række forskellige fonde, først og fremmest af det amerikanske sundhedsministerium (NIMH).
Projektet er gennemført med fuld opfyldelse af datidens etiske regler, og det har spillet en betydningsfuld rolle i forhold til at klarlægge det tidlige sygdomsforløb ved skizofreni og identificere risikomarkører.
Læs mere om “The Copenhagen High-Risk Project, 1962-86”.