Dansk Psykiatrisk Selskab er tilfreds med det faglige oplæg til en 10 års-plan til psykiatrien, som Sundhedsstyrelsen præsenterede på en fælles konference for alle aktører i går. Det faglige oplæg giver bolden op til forhandlinger om en 10 års-plan, der skal føre psykiatrien på linje med somatikken og gøre op med det moderne daarevæsen, siger DPS-næstformand Lene Høgh.
Af Sybille Hildebrandt
Psykiatrien halter langt bagefter, fordi sundhedssystemet er gennemsyret af en dualisme mellem somatik og psykiatri. Sådan sagde Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, da han i går holdt et oplæg om psykiatriens udvikling på en konference om det faglige oplæg til planen, som Sundhedsstyrelsen præsenterede i sidste uge.
“Vi skal væk fra dualismen og bevæge os mod bio-psyko-social forståelse på tværs af psykiatri og somatik,” pointerede Brostrøm, der greb lejligheden til at sammenligne psykiatriens aktuelle tilstand med, hvordan det for 20 år siden så ud på kræftområdet efter at udredningen og behandlingen i årevis havde haltet langt bagefter udviklingen i de lande, vi normalt sammenligner os med. Kræftområdet blev løftet, fordi det ifølge Brostrøm lykkedes stærke interesseorganisationer at inducere politisk vilje til en systematisk prioritering ved at synliggøre og italesætte problemerne som en brændende platform. Hans pointe var, at det faglige oplæg til 10 års-planen er et udtryk for, at psykiatrien nu endelig ser ud til at kunne få det tilsvarende løft.
Og det glæder Lene Høgh, der som næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab har været tæt inde omkring kommenteringen af arbejdet omkring udarbejdelsen af det faglige oplæg. Sammen med selskabets øvrige bestyrelsesmedlemmer har hun lagt vægt på at italesætte psykiatriens store udfordringer med at give de sværest psykisk syge ordentlig udredning og behandling.
På den front har psykiatrien brug for et meget stort løft eftersom at den de seneste år har fået alt for mange fællestræk med 1800-tallets daarevæsen, hvor man på grund af manglende viden om psykiatriske lidelser og ingen udrednings- og behandlingsmuligheder gemte de syge væk, så samfundet slap for at forholde sig til dem. Det var et sted, man ikke kom ud fra.
“De psykisk syge blev gemt væk og spærret inde resten af deres liv. Fordi de ikke kunne kæmpe deres egen sag, så blev de låst fast i det. Og dér kan jeg se paralleller til de sværest psykisk syge i Danmark i dag, som jo også er ude af stand til at kæmpe deres egen sag. De er alt for syge til at forstå deres situation og er afhængig af, at andre sørger for, at de har ordentlige vilkår. Og her har der hidtil ikke været politisk opbakning til at give de svært psykisk syge den nødvendige hjælp i form af tilstrækkelig kapacitet i sengepsykiatrien, effektive ambulante behandlingstilbud og et ordentligt og sikkert hjem,” siger Lene Høgh. Konsekvensen har været, at mange med svær psykisk sygdom har fået det værre. Og for nogle ender det rigtigt galt. De lander i retspsykiatrien.
Systemet møder ikke de syge
Lene Høgh henviser til en undersøgelse fra 2019, der dokumenterede, at 74 pct af de behandlingsdømte er mangelfuldt udredte og behandlede. De falder helt ud af systemet og forsumper eller begår noget kriminelt.
“En stor og voksende gruppe af mennesker med komplekse psykiatriske problemstillinger og misbrug cykler underbehandlede og social-psykiatrisk understøttet rundt i vores system, ind og ud af sengeafdelingerne, ind og ud ad bostederne. De får ikke det, de har behov for nogen af stederne. Nogle af dem ender på gaden og er ikke i stand til at løfte sig selv ud af det. Og de får ingen eller meget lidt hjælp. For ligesom det var tilfældet med daarevæsenet tilbage i 1800-tallet er problemerne ikke inde i folks bevidsthed,” siger hun og fortsætter:
“Den måde, psykiatrien kører på i dag, er jo en moderne måde at gemme de psykisk syge væk for den almindelige dansker. Danskerne ved ikke, at vores system er blevet på en måde, hvor de syge ikke får tilstrækkelig lang indlæggelse og hvor de kan komme sig i en grad, så de kan klare sig med de kommunale tilbud. Og ude i kommunerne er tilbuddene skruet sammen på en måde, at de syge kun kan få enten et midlertidigt botilbud eller et længerevarende botilbud – der er ikke noget, der hedder en fast bopæl i det regi,” siger Høgh. Hun tilføjer, at en del af dem ikke desto mindre er så syge, at de har brug for et fast sted at leve og være. De kan ikke klare, at der konstant er usikkerhed om deres bolig og hele tiden og altid at skulle være under udvikling. Der er for lidt støtte til dem ude i kommunerne, og for lidt støtte i et botilbud – for lidt personale til at motivere dem og holde dem i gang til at have det godt. Og det får en del af dem til at forlade stedet og søge gaden.
“De sværest syge bliver hjemløse, fordi de hverken får tilbudt den form for behandling og bolig, som de kan bruge,” siger Lene Høgh.
Mange politikere har forsvaret forholdene med, at mennesker med psykisk sygdom taber kompetencer, så længe de er indlagt og har brug for at blive sluset ud i samfundet så hurtigt som overhovedet muligt – hvad siger du til det?
“Det er på mange måder et fint menneskesyn. Men mit håb er, at politikerne i de kommende forhandlinger om 10 års-planen også erkender, at nogle mennesker er så syge, at de har brug for hjælp hele tiden og resten af deres liv. Inden for kræftområdet erkender man jo også, at nogle patienter er kronisk syge og har brug for vedvarende hjælp for at kunne få det så godt som muligt i den sidste tid af deres liv,” siger hun.
Hvorfor bliver mennesker med svære psykiske sygdomme fortsat udstødt af samfundet på linje med, hvad de gjorde tilbage i begyndelsen af 1800-tallet?
“Én af årsagerne er, at psykiske sygdomme rammer de områder af hjernen, som den syge har brug for til at kunne bringe sig selv ud af sin situation. Mennesker med fx skizofreni har svært ved at erkende, at de er ramt af svær sygdom. De mangler erkendelsen af, at de er syge og de mangler de tænkningsmæssige funktioner, vi andre bruger til at løse problemer med. De kan dermed ikke kæmpe deres egen sag og de bliver de lette ofre, når der skal forhandles om adgang til ordentlig udredning, behandling og livsvilkår,” siger Lene Høgh og fortsætter:
“Psykisk sygdom er derudover ofte forbundet med opfattelsen af at det folks egen skyld at de er blevet syge. Og patienterne er flove over det. Vi kræver at de skal vise, at de vil selv – men hvis de ikke kan? Det er et kæmpe paradoks, at politikerne og systemet forlanger, at de skal kunne.”
Derudover oplever hun, at psykisk sygdom stadig er meget tabuiseret, fordi psykiaterne endnu har et stykke vej i forhold til at forstå de biologiske sygdomsprocesser i hjernen og dermed til at kunne stille den rette diagnose og iværksætte effektiv behandling. Men også det problem italesætter det faglige oplæg med henblik på, at 10 års-planen skal komme med finansierede løsninger.
Brug kræftområdet som rollemodel
Lene Høgh fortæller, at der for blot 20-30 år siden var en lignende tabuisering på kræftområdet. Kræft blev generelt anset for at være meget slemt eftersom at behandlingerne ikke var så effektive. Da patienternes sygdomstilstande var ubærlige, blev området tabuiseret.
“Da man ikke helt forstod kræftsygdommenes ophav, var det en udbredt forestilling, at det var folks egen skyld at de fik kræft – de kunne have undgået det ved at leve et sundere liv og passe bedre på sig selv. Men den fejlagtige forestilling har den rivende udvikling inden for kræftområdet heldigvis gjort op med. Intensiv forskning i området har gjort kræftlægerne meget klogere på de biologiske sygdomsprocesser og ført til udvikling af nye effektive kirurgiske og medicinske behandlinger, der for mangel kræftsygdomme har forbedret overlevelsen markant,” siger hun.
Hendes håb er, at den kommende 10 års-plan kommer til at få så meget pondus, at den vil kunne kickstarte en tilsvarende udvikling i psykiatrien.
“Den udvikling først nu ved at gå i gang i psykiatrien. Den manglende politiske vilje til at investere i psykiatrien har gjort, at udviklingen på psykiatriområdet hidtil er gået alt for langsomt. Og processen er blevet yderligere forsinket af, at det er særligt krævende at forske i hjernen fordi det er så komplekst et organ. Derfor er det enormt vigtigt, at den kommende 10 års-plan bakkes op med bevillinger, der kan give dens tiltag ordentlig vind i sejlene,” siger hun.
Hun håber, at planen kommer til at bane vejen for targeteret behandling af mennesker med psykiatriske lidelser med nye og vægtige indsatser inden for det farmakologiske, sociale, psykoterapeutiske, aktivitetsmæssige og ergoterapeutiske område.
“Hvor kræftbehandlingen koncentrerer sig meget om at stille den specifikke biologiske diagnose, er det inden for psykiatrien særligt vigtigt også at have de sociale aspekter med – som Brostrøm sagde på gårsdagens konference, så taler vi om den biopsykosociale model,” siger hun og tilføjer, at sammenhængen mellem sektorer her ekstremt vigtig.
“Hvis vi skal kunne udrede den enkelte patient og iværksætte targeteret behandling, er det afgørende, at sektorerne nøjagtigt ved, hvordan hinanden tænker og sammen skaber alle de overgange, der gør, at patienterne kan få et meningsfuldt forløb i et sammenhængende system med en effektiv behandling og et godt resultat.
“At skabe sammenhæng er umuligt så længe patienterne er underbehandlede og ikke ordentligt udredt fra begyndelsen. Dansk Psykiatrisk Selskab har været med til at udvikle det faglige oplæg, så det lægger op til en sammentømring af de forskellige sektorers behandlingstilbud, der selvfølgelig hver især også skal have et ordentligt løft,” siger Lene Høgh og fortsætter:
“Det er derfor, at det er så vigtigt, at politikerne forstår, at de ikke kan plukke i det faglige oplæg og nøjes med at iværksætte dele af det. Hvis psykiatrien virkelig skal kunne levere kræftområdets pendant til personlig medicin, så skal alle tiltag i spil, koste hvad det vil.”