Psykiatrien er nødlidende. Og det skyldes, at skiftende regeringer ikke i tilstrækkelig grad har prioriteret forebyggelse og behandling af psykisk sygdom. Sådan lyder det fra professor og overlæge i psykiatri Poul Videbech, der har været redaktør på Dansk Psykiatrisk Selskabs hvidbog 2021-2031, som netop er kommet på gaden. Sammen med en arbejdsgruppe af andre fremtrædende psykiatere landet over har han udarbejdet hvidbogen, der giver overblik over psykiatriens problemer og præsenterer selskabets bud på, hvad der skal til for at løse dem.
“Desværre har skiftende regeringer haft en tendens til at se stort på de anbefalinger, som Dansk Psykiatrisk Selskab har fremsat i deres tidligere hvidbøger. Konsekvensen er, at psykiatrien i dag har et betragteligt økonomisk efterslæb i forhold til somatikken,” siger Poul Videbech. Hvidbogen slår fast, at psykiatrien har behov for en økonomisk genopretningsplan, der med en milliardinvestering i ryggen gør det muligt at implementere en langsigtet strategi, som kan løfte psykiatrien op på et tidssvarende niveau, så den bliver en attraktiv arbejdsplads for læger og andre faggrupper og patienterne får en ordentlig udredning og behandling.
“En del af psykiatriens problemer skyldes jo personalemangel – især mangel på speciallæger, men også på sygeplejersker og andet personale. I hvidbogen er der nævnt forskellige tiltag til, hvad man kan gøre for at rekruttere speciallæger og på at holde på dem, der er,” siger han. Videbech nævner, at regionerne sammenlagt mangler i størrelsesordenen 150 fuldtidsansatte psykiatriske speciallæger – og det selv om rekrutteringsproblemet de seneste år har vist sig at være lidt mindre, end tidligere antaget.
Frigiv lægernes tid til lægearbejde
“Som nævnt i hvidbogen lavede Lægeforeningen i 2018 en undersøgelse, der viste, at der kunne frigøres speciallægetid svarende til 100 speciallæger ved at lette lægerne fra administrative arbejde, som bedre kunne udføres af andre personalekategorier,” siger Videbech, der fortæller, at et stort antal lægesekretærer de seneste år er sparet væk. Den besparelse tvinger psykiaterne til at udføre andre faggruppers opgaver – et problem, man ikke løser ved at lade f.eks. psykologer varetage den behandling, som psykiaterne er uddannet til at stå for.
”At bruge psykiatere til at lave sekretærarbejde er både dyrt og ineffektivt. Det kan lægesekretærer gøre både billigere, bedre og hurtigere. Og set i lyset af den akutte mangel på psykiatere er øget brug af lægesekretærer således en hurtig og omkostningseffektiv måde at frigive mere af psykiaternes tid til at udføre det arbejde, de er specialister i,” siger Poul Videbech. Han fortæller, at hvidbogen også slår et slag for seniorordninger, der kan hjælpe hospitalerne med at holde på det store antal af psykiatere, der inden for en kort årrække har mulighed for at gå på pension. Sådanne ordninger vil skabe tid til at skrue behørigt op for antallet af nyuddannede psykiatere, hvor første skridt er at sikre, at psykiatrien indgår i den kliniske basisuddannelse, KBU.
“Uanset om de unge læger havner i almen praksis, på en kirurgisk eller en medicinsk afdeling, så vil de støde på psykiatri. Derfor er det også meget vigtigt, at KBU’en uddanner dem i det. Jo flere unge læger, man kan få forbi psykiatrien, jo flere af dem vil få øjnene op for, hvor ekstremt spændende speciale, psykiatrien er,” siger han.
Udbyg sengekapaciteten
Poul Videbech understreger, at der ikke findes en snuptagsløsning til at få gang i rekrutteringen.
“Det er et langt, sejt træk, hvor man skal gøre det attråværdigt at arbejde i psykiatrien, men hvor regionerne i mange år har gjort det modsatte ved at give personalet ekstremt dårlige vilkår at arbejde under – først og fremmest ved at skære ned på antal senge, så psykiaterne er tvunget til at udskrive patienterne før de er ordentligt stabiliseret, så de er i stand til at fortsætte behandlingen i det ambulante system,” siger Poul Videbech. I hvidbogen anslår arbejdsgruppen, at antallet af senge skal øges med 15-20 pct. Behovet for kapacitetsudvidelse tager udgangspunkt i, at der siden 2007 er nedlagt hundredvis af senge på trods af, at der samtidigt er sket en betydelig vækst i antallet af psykiatriske patienter. Det har ført til et voldsomt pres på sengeafdelingerne, der må afvise et stigende antal svært syge mennesker.
Antallet af indlæggelser er ifølge hvidbogen steget fra 38.119 i 2009 til 43.693 i 2017. Det skyldes, at indlæggelsesvarigheden er blevet kortere samt et betydeligt antal akutte genindlæggelser, idet antallet af sengepladser er blevet reduceret i perioden.
“OECDs tal vidner om, at Norge har dobbelt så mange senge per tusinde indbyggere som Danmark, hvor vi i det hele taget har meget mindre sengekapacitet end de lande, vi normalt sammenligner os med på sundhedsområdet. Så derfor er det i høj grad være relevant at diskutere antallet af senge. Ikke desto mindre har sengeantallet været et tabu – politikerne vil ikke høre om det, fordi det er dyrt. I debatten har enkelte psykiatere sagt, at vi ikke skal satse på flere senge men på ambulant udbygning. Men her påpeger hvidbogen, at der er brug for begge dele,” siger Poul Videbech. En udbygning af sengeafsnittene er derfor helt afgørende for at få genoprettet psykiatrien. Og det kalder igen på en betydelig efteruddannelse og videreuddannelse af personale – ikke mindst for sygeplejersker, som han betegner som en hidtil overset faggruppe indenfor psykiatrien.
“For at løse problemet med mangel på psykiatere har man i stor stil opkvalificeret psykologer til at kunne arbejde i psykiatrien. Det har ført til, at psykiatrien i dag har ansat mere end 1000 psykologer. Og det er godt, men nu mener jeg, at turen er kommet til at opkvalificere sygeplejerskerne, så de bliver specialuddannet til at kunne varetage de psykiatriske opgaver på linje med anæstesisygeplejersker, der kan stå for rutineprægede narkose-opgaver i kirurgien. Inden for psykiatrien har sygeplejerskerne en stor fordel i forhold til psykologerne i og med at de har en sundhedsfaglig baggrund og således kan spotte tegn på somatisk sygdom, som er en kilde til den høje overdødelighed blandt mennesker med psykisk sygdom. Det fokus har man forsømt,” siger han.
Politikerne vil ikke betale
Selv om mange af disse tiltag ligger lige for, er der ifølge Poul Videbech en oplagt grund til, at de regeringen og regionerne har undgået at føre dem ud i livet, nemlig manglende politisk vilje til at investere de penge, der er nødvendige for at gøre det.
“Det største problem er jo, at det koster penge. Og det er ikke så populært,” siger han.
At politikerne indtil videre har afholdt sig fra at lave de nødvendige investeringer, skyldes efter hans vurdering også, at det gør op med den udvikling, som sociologer satte i gang i 50’erne ved at beskrive, hvad der skete med de patienter, der i årevis opholdt sig på store institutioner: Patienterne blev ifølge Videbech tilpasset institutionerne, de mistede de sociale færdigheder som kroniske patienter. Alene det at være indlagt vurderede sociologerne var skadeligt. Det førte til, at man nedlagde asylerne og sendte mennesker med svære psykiatriske lidelser ud i virkeligheden uden dog at sikre, at de havde tilstrækkelig psykiatriske behandlingstilbud.
“Tendensen er gået hånd i hånd med politikernes ønske om at spare penge. Og den tendens har nu bragt psykiatrien i en tilstand, hvor den har alt for få senge og læger, således at den er ude af stand til at levere en ordentlig service. Samme udvikling ses i hele den vestlige verden og har medført, at mange almindelige psykiatriske senge er konverteret til retspsykiatriske.
“Sat på spidsen betyder det, at patienter med psykisk sygdom skal begå en forbrydelse for at få en ordentlig psykiatrisk behandling. Og det er jo både urimeligt overfor de syge mennesker, der bliver unødigt kriminaliseret og over for ofrene, der kunne have undgået at blive udsat for de kriminelle og ofte traumatiserende handlinger,” siger Poul Videbech.
Han henviser til, at Justitsministeriets Undersøgelsesklinik tilbage i 2019 konkluderede, at en stor del af de borgere, der gennem en periode på et halvt år havde fået en behandlingsdom efter at have begået drab, ikke havde fået tilstrækkelig psykiatriske behandling i årene op til, at de begik den kriminelle handling, som i værste fald har været drab.
“At mennesker med svær psykiatriske lidelser bliver kriminaliseret, fordi de ikke får den nødvendige behandling er jo en skamstøtte over et system. Det er ikke godt nok, det kan vi ikke være bekendt,” siger Poul Videbech.
Forhåbninger til 10-årsplanen
Han håber, at Sundhedsstyrelsens kommende 10 års-plan for psykiatrien vil løse nogle af de problemer, som Dansk Psykiatrisk Selskab nu har belyst i sin hvidbog. Problemer, der bliver fulgt op af konkrete forslag, som med den rette finansiering er lige til at implementere.
“Jeg håber, at der følger et milliardbeløb med regeringens 10 års-plan for psykiatrien. Og så håber jeg, at planen bliver meget konkret i form af specifikke tiltag, som kombineres med bedre monitorering baseret på håndfaste målepunkter, der gør det muligt at følge med i, om psykiatrien med plan og midler flytter sig i den rigtige retning. Planen må for alt i verden ikke bare blive noget uforpligtende sniksnak om, at vi skal have en god psykiatri i verdensklasse. Det er afgørende, at planen kommer til at beskrive, hvordan myndigheder og regioner konkret vil gå ind og måle på tvang, tvangsindlæggelser, liggetider, genindlæggelser og en lang række andre indikatorer for, om udviklingen går den rigtige vej. Som beskrevet i hvidbogen er der brug for nye indikatorer, som gør det muligt at monitorere, om 10 års-planen rent faktisk er slået igennem som planlagt – indikatorer, som forpligter regeringen til løbende at foretage sådanne evalueringer på linje med, hvad den har gjort i forhold til implementeringen af kræftplanerne. Selv om Poul Videbech har set de tidlige udkast til den kommende 10 års-plan for psykiatrien, vil han på nuværende tidspunkt ikke kommentere på, hvad han synes om den – det eneste, han vil sige, er, at han frygter, at 10 års-planen ikke kommer til at leve op til de forventninger, som Dansk Psykiatrisk Selskab har haft og stadig har til planen. Hvor visse politikerne ser ud til at ville dreje psykiatrien i retning af at forebygge og behandle stress og lette psykiske tilstande, som i udbredt og stigende grad rammer den almindelige dansker, ligger det DPS på sinde at genoprette psykiatrien for mennesker med egentlig psykisk sygdom.
“Min bekymring er, at det faglige indhold i 10 års-planen bliver for svagt. At man fra politisk hold har valgt at udbygge psykiatrien til også at favne tilstande, som man ser i store grupper i befolkningen, rummer en risiko for, at f.eks. svære depressioner og psykoser ikke bliver tilgodeset nok i daglig behandling pga. de begrænsede ressourcer i sundhedsvæsenet, og at de ikke udgør en magtfuld politisk pressionsgruppe,” siger Poul Videbech.