Psykiatri i KBU’en – noget som alle læger burde igennem

Af reservelæge Erik Sandsten, Psykiatrisk Center Hvidovre.

Hvad er psykiatri? Ved psykiatere overhovedet noget? Hvorfor kan der være en verden til forskel på at være ung læge i somatikken og i psykiatrien? Og er der nogen grund til, at medicinstuderende, som ikke vil være psykiatere, skal bruge tid og kræfter på faget? En ung læge stiller skarpt på psykiatrien.

Udgangspunktet var KBU nummer 128. Et perfekt tal: Lavt nok til at få et godt forløb og højt nok til, at man ikke behøvede at skamme sig over det. Så med en fireårs regel, der lige straks ville begynde at tikke, var der ingen tid at spilde: Der skulle vælges forløb med hjernen – og om muligt også med hjertet.

Det gjaldt med andre ord om at gå målrettet efter favoritspecialet (hjertet) uden at brænde broerne til alternativerne (hjernen). Efter seks års fordybelse i menneskets anatomi, fysiologi, patologi og de stringente videnskabelige metoder, måtte jeg allerede som kandidat sande, at hjertet havde valgt. Og at valget var faldet på lægevidenskabens enfant terrible, psykiatrien.

Da jeg begyndte på medicinstudiet, cirkulerede der en joke om de forskellige specialer. Den lød sådan her:

”Medicinerne ved lidt om meget,

kirurgerne ved meget om lidt,

og psykiaterne – ved ingenting om noget som helst!”

Om dette havde noget på sig eller ej, var der delte meninger om. Og arbejdet som FADL-vagt på en psykiatrisk afdeling bragte mig desværre ikke nærmere en afklaring. Nogen mente også, at det måske i virkeligheden var spild af tid, at alle dem, som ikke ville være psykiatere, skulle stifte bekendtskab med psykiatrien. Der var med andre ord nok at tænke over…

 

Ung læge i psykiatrien

Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH) ligger i smukke omgivelser – mellem Brøndbyskoven og Den Muslimske Gravplads. Her begyndte mit andet forløb i KBU’en. Så måske ville jeg hér finde svar på de mange myter og ubesvarede spørgsmål.

Efter nogle dages intro, hvor jeg for tredje gang på et år fik genopfrisket brandkursets ildslukningsprocedurer, begyndte arbejdet som forvagt og stuegangsgående læge. Selvom jeg havde lidt erfaring med at arbejde med psykisk syge, var det at stå som læge med beslutningsmyndigheden en ny og udfordrende situation.

Mit første KBU-forløb foregik på Lungemedicinsk afdeling, Hvidovre Hospital.

I akutmodtagelsen dér var diagnoserne ofte oplagte eller givet på forhånd. Og behandlingen fulgte klare og evidente guidelines. I tvivlstilfælde kunne man søge at behandle symptomerne, gå frem efter algoritmen ABC og afvente hjælp fra en erfaren kollega. Patientbehandlingen var rutinepræget, læringskurven stejl, og resultatet særdeles håndgribeligt. Fra studiet var man endvidere godt klædt på til at tackle de somatiske udfordringer.

Som læge i psykiatrien er situationen ofte en anden!

Problemstillingerne er både enormt forskellige og komplekse. Fordi patienternes psykiske lidelser berører alle tænkelige aspekter af deres tilværelse, kan det være svært at finde ind til ”kernen” af deres problemer. Fra medicinstudiet er man vant til at ræsonnere sig frem med udgangspunkt i ’apparatfejlsmodellen’. Men denne tilgang til patienten viser sig ofte at være en ubrugelig forsimpling af problemerne. Psykisk lidelse, somatisk comorbiditet, misbrug, social isolation og økonomisk fallit, hvad kom først? Og hvad vigtigere er: Hvad kan vi gøre for at hjælpe patienten tilbage på rette spor?

Det er heller ikke altid, at patienterne selv ønsker at få hjælp. Nogen gange har de svært ved overhovedet at kommunikere deres behov på en forståelig måde. Patientens ønske er nogle gange alene at blive hørt – andre gange er de pårørendes indblanding den største udfordring. Da situationerne er så forskellige, lærer man hurtigt succeskriterierne for en vellykket patientkontakt: Gør dig klart, hvad hensigten med samtalen er, sæt dig ordentligt ind i patientens situation, og brug din sunde fornuft. Fundamentet er givetvis en basisviden om psykopatologi og behandling af psykiatriske tilstande samt psykiatriloven, men i vagten er den egentlige kernekompetence ofte at kunne tackle den givne situation med sund fornuft.

Udvikling af disse evner var en vigtig del af læringen under forløbet. Men eftersom det er knapt så håndgribelig en størrelse, kan det være svært at sammenligne med somatikken, hvor læringen primært var af en mere konkret karakter, dvs. undersøgelser, behandlinger og andre kliniske procedurer.

Som forvagt på PCH passer man skadestuen. Efter kl 20 passer man også alle centerets syv afdelinger, heraf to lukkede afsnit. Aften-/nattevagterne varierede meget i travlhed og problemstillinger, men normalt får man dog et par timers søvn!

På PCH prioriterer man, at der skal være tid til undervisning i løbet af arbejdsugen – et meget stort plus, når man som KBU-læge ikke har den store faglige viden om psykiatri. Hver uge er der således klinikundervisning med superviseret psykopatologisk interview, faglige indslag til morgenkonferencen og fælles rating. At PCH desuden er et mekka, hvad angår fænomenologi og psykopatologi, medvirker til et højt fagligt niveau og spændende diskussioner.

 

Psykiatri som lægevidenskabelig disciplin

Tilbage til spørgsmålet: Er det virkelig rigtigt, at en psykiater ingenting ved om noget som helst?

Det korte og korrekte svar er givetvis, at dette absolut intet har på sig. Når joken stadig bliver fortalt, er der, så vidt jeg kan se, to forklaringer. Psykiatri har desværre traditionelt set været et mindre prestigefuldt speciale, selvom det er ved at vende (læs: Det er altid sjovt at håne dem med en lavere status). Mange har også svært ved at forstå, hvorfor psykiatrien er en videnskabelig disciplin og dens afgrænsning til andre fagområder (læs: Hån tilbage, du griner, fordi du ikke forstår).

Omdrejningspunktet for psykiatrien er menneskets bevidsthedsliv. Dette felt har historisk set været med til at skille vandene, både inden for filosofien og inden for videnskaberne. En af grundene til dette er nok, at mentale fænomener kan forstås på flere niveauer (biologisk, fænomenologisk, psykologisk og sociologisk mm.). Den enkeltes tilgang til bevidsthedslivet afspejler sig derfor også i ens holdninger og interesser inden for psykiatrien, og vil desuden danne grundlag for visse etiske standpunkter.

Dette er et grundvilkår inden for psykiatrien. Nogle ser dette som et frustrerende og uklart udgangspunkt for et fag. For andre er det unikt og blandt andet et udtryk for, at faget berører nogle grundlæggende eksistentielle spørgsmål. Uanset hvad ens holdning måtte være, har psykiatere, som andre læger, det mål at gavne deres patienter mest muligt. Psykiaternes værktøjskasse rummer både psykiatrisk faglig viden, kommunikative egenskaber og en bred vifte af andre fagområder. Det er et stort repertoire, der kræves for at være en dygtig psykiater. Og der findes mange, der mestrer dette i beundringsværdig grad.

Selv er jeg fortsat på PCH i en introduktionsstilling. Set i tilbageblik har KBU’en spillet en afgørende rolle for, at jeg får et stort udbytte af introforløbet. Fordi man er godt inde i arbejdsgangen, er der mere overskud til forskning, deltagelse i centerets fænomenologiske læsegruppe, undervisningsarbejde, kurser og fritid. I modsætning til hvad mange tror, er somatiske problemstillinger hyppige i psykiatrien, og man møder et bredt spektrum af forskellige sygdomme. Så der er rig mulighed for at holde de somatiske færdigheder ved lige.

Så er det relevant med psykiatri, selv hvis man ikke ønsker at være psykiater?

Jeg mener, det er et kvalitetsbrist i den lægelige efteruddannelse, at ikke alle læger kommer igennem et halvt års forløb i psykiatrien. Alle læger med patientkontakt vil nemlig komme i kontakt med psykiatriske patienter, men på grund af manglende viden og erfaring inden for psykiatri er mange læger ikke i stand til at tackle denne patientgruppe optimalt. Det er frustrerende for lægerne og uværdigt over for vores psykiatriske patienter, som bl.a. af denne grund bliver dårligere behandlet i somatikken.

Uanset om du overvejer at blive psykiater eller ej, vil et psykiatrisk forløb i KBU’en både udfordre ens menneskelige og faglige evner og give erfaringer, der er yderst relevante for ens kommende speciale.

 

Fagudtryk

KBU: Står for Klinisk Basisuddannelse (tidl. turnus). Alle læger skal – når de er blevet kandidater – arbejde på forskellige afdelinger for at få ret til selvstændigt virke.
Fireårsregel: Reglen fastslår, at en læge skal påbegynde sin specialuddannelse senest fire år efter, at han/hun er færdig. Ellers kan man ikke blive speciallæge (i Danmark).
FADL-vagt: Medicinstuderende, der arbejder som vikar. Arbejdet består typisk i at sidde vagt ved en patient på en somatisk eller psykiatrisk afdeling.
Introstilling: Klassificeret ansættelse af ét års varighed, der kræves for at kunne påbegynde specialisering inden for det speciale, man har valgt – fx psykiatrien.