Ikke klagesystemets ‘skyld’, at der i den nævnte sag går 27 dage

Knud Kristensen, landsformand for SIND

Knud Kristensen, landsformand for SIND

En kommentar til Lykke Pedersens indlæg: ”Tvangsbehandling med medicin – eller hvordan ”højst tre dage” kan blive til mindst fire…”

 

Jeg har gennemgået casen, som den er fremstillet her.
Patienten blev indlagt den 21/08, og den medicinske behandling blev igangsat 17/09 – 27 dage senere.

Hvis afdelingen havde handlet korrekt, ville tvangsbehandlingen have kunnet igangsættes 03/09 – efter 13 dage.

Af de 27 dages ‘forsinkelse’ skyldes de 14 dage afdelingens fejl og de 13 dage den tid klagesystemet tager (sidstnævnte kan ses som ‘prisen’ for patientens retssikkerhed). Min konklusion er, at vi godt kan se på klagesystemet, men der er mere tjent ved at få afdelingerne til at overholde reglerne.

I den pågældende sag blev patienten indlagt torsdag den 21/08. Patienten var kendt, og havde tidligere nægtet at tage sin medicin.

Mit første spørgsmål er: blev der ved seneste udskrivning forud for den aktuelle lavet en udskrivningsaftale/koordinationsplan? Hvis ikke, så er det svigt nr. 1. Havde man lavet en udskrivningsaftale, var man måske aldrig endt i den situation, hvor tvangsindlæggelse og -behandling var nødvendig.

Der går fire dage, inden man beslutter at motivere patienten for at tage sin medicin – hvorfor det? Hvis man vurderer, at patienten har brug for medicin, så bør man da omgående gå i gang med at motivere patienten.

Først mandag (har det monstro noget med weekend at gøre???!!!) starter man motivationen. Men man glemmer at orientere patientrådgiveren.

Onsdag formiddag (hvor man går i panik fordi der er deadline for indbringelse af sagen til patientklagenævnet hvis patienten – som forventet – klager) træffes beslutning om tvangsbehandling. Først EFTER beslutningen kontaktes patientrådgiveren.

På grund af fejlbehandlingen underkendes afgørelsen i patientklagenævnet den 02/09. Lykke mener, at underkendelsen skyldes, at der ikke er gået tre døgn. Min vurdering er, at underkendelsen skyldes, at patienten ikke har fået en passende betænkningstid – sammenholdt med, at han ikke har haft mulighed for at drøfte spørgsmålet med sin patientrådgiver (som det kræves i bekendtgørelsen).

Havde man behandlet sagen korrekt, var tvangsbehandlingen blevet godkendt den 02/09, og tvangsbehandlingen kunne have været igangsat den 03/09.

Lykke henviser til, at loven siger, at patienten højest skal have en betænkningstid på 3 dage. Her blev det – iflg. Lykke til 27 dage. Men det er ikke klagesystemets skyld!
Hvis man fx allerede den 23/08 (2 døgn efter indlæggelsen) havde startet motivationen og havde orienteret patientrådgiveren, så ville patienten den 27/08 have haft 4 døgns betænkningstid, og han ville have haft mulighed for at drøfte sagen med sin patientrådgiver.

Så ville Patientklagenævnet den 02/09 havde godkendt tvangsbehandlingen, der kunne igangsættes den 03/09.

Det fremgår af bekendtgørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger, § 2, stk. 4, at patienten så vidt muligt skal have haft mulighed for at drøfte spørgsmålet om tvangsmedicinering med sin patientrådgiver forud for overlægens beslutning om tvangsbehandling.

I Lykkes case, informeres patientrådgiveren først efter beslutningen. Der er altså tale om en klokkeklar overtrædelse af bekendtgørelsen.

En sådan overtrædelse SKAL naturligvis sanktioneres af patientklagenævnet. Fejlen er altså ikke klagesystemets, men afdelingens.

Vi diskuterer gerne afkortning af sagsbehandlingstiden i klagenævnet, men vil det ikke være mere rationelt at se på sagsbehandlingskvaliteten på afdelingerne – det vil give mere. I hvert tilfælde i den af Lykke fremdragne case.