Frihedsberøvelse uden behandling

Henrik Nørbak-Emig, 1. reservelæge, ph.d.-studerende Center for Neuropsykiatrisk skizofreni forskning, Psykiatrisk Center Glostrup

Henrik Nørbak-Emig, 1. reservelæge, ph.d.-studerende Center for Neuropsykiatrisk skizofreni forskning, Psykiatrisk Center Glostrup

Frihedsberøvelse uden behandling

Vi vil alle gerne have mindre tvang i psykiatrien. Men mange er ikke klar over, at nogle af reglerne i den nuværende psykiatrilov er i sig selv er med til at skabe mere tvang – især mere fiksering. Derfor er det vigtigt, at politikerne tænker sig godt om og ser til lande som Sverige, når loven skal revideres.

Aldrig har der været så meget fokus på psykiatrien som netop nu.

I maj kom regeringen med sin nationale handlingsplan for psykiatri, der afstikker kursen for de kommende års indsats. Og i juni kom satspuljeforliget så med 2,2 mia. kr. til psykiatrien; penge, der skal sikre, at det bliver muligt at føre – i alt fald nogle af de vigtigste – intentioner i handlingsplanen ud i livet.

Et af de emner, der har været særligt fokus på i de senere år, er brugen af tvang. Og især brugen af bælter.

Her er det måske på sin plads at få fastslået en enkelt ting: Alle – også psykiaterne – er enige om, at brugen af tvang skal mindskes markant. Psykiatere er jo læger og som sådan uddannet til at lindre, helbrede og vise omsorg. Forestillingen om, at vi skulle være glade for at udøve tvang, er absurd. Tvang er en tung forpligtelse og bør altid være sidste udvej – når alt andet er forsøgt. Og/eller når alternativet er omsorgssvigt.

Tilbage er så spørgsmålet, hvordan vi i praksis når det mål.

En national handlingsplan og flere midler er ikke i sig selv nok til at løfte psykiatrien. Det tredje element er psykiatriloven. For det er jo den, der giver os læger hjemmel til at udføre tvang. Og som samtidig nøje præciserer, hvilke vilkår der skal være opfyldt for at gøre det. Derfor er det en vigtig lov.

Psykiatriloven skal revideres i den kommende folketingssamling. Det er baggrunden for dette indlæg.

 

Fra indlæggelse til behandling

En af de ting, jeg som læge oplever igen og igen i forbindelse med tvang og bæltefikseringer, er, at man ’støder ind i’ skellet mellem indlæggelse med tvang og behandling med tvang.

Hvis man som patient bliver indlagt på en somatisk afdeling med lungebetændelse eller åbent benbrud, tager man det for givent, at læger og sygeplejersker straks går i gang med en udredning og behandling. Og sådan går det normalt også.

Sådan forholder det sig ikke nødvendigvis i psykiatrien. Der kan man i princippet godt være tvangsindlagt – og være det i adskillige dage – uden at modtage nogen form for behandling. Man ligger bare på afdelingen.

 

Tvangsindlagt – hvad skal der til?

Men lad os først se på, hvad der skal til for at blive tvangsindlagt.

Indlæggelse med tvang kan kun finde sted, hvis en patient er sindssyg eller i en tilstand, der kan sidestilles hermed. Derudover skal patienten opfylde ét af flere krav – være farlig eller kræve behandling i udtalt grad. Der er også regler for, hvem der må indlægge, hvornår og hvordan, men dem vil jeg ikke komme ind på her.

Det paradoksale er, at når man indlægger en person, der opfylder overstående, er det ikke ensbetydende med, at vedkommende bliver behandlet. I alt fald ikke med medicin.

At være på et hospital er formentlig godt for de allerfleste patienter, der er så syge, at de ender med at blive indlagt med tvang. Omvendt vil opholdet på en hospitalsafdeling i sig selv næppe være nok til at bryde en psykose (den sindssygelige tilstand). Og det at få brudt psykosen, så patienten kan få lindring for sine pinsler, vil ofte netop være målet med at tvangsindlægge en patient.

 

Paradoks

Dette bringer mig tilbage til problematikken med tvang.

For mig at se er det et paradoks, at man med tvang indlægger svært syge mennesker på en specialiseret hospitalsafdeling – for derefter blot at lade dem være og undlade at behandle dem, hvis de siger nej. Men det er desværre langt fra nogen usædvanlig situation, da mange tvangsindlæggelser netop sker, når patienter med psykiske lidelser ikke har taget deres medicin igennem nogen tid og derved får det meget dårligt.

Man kan ifølge psykiatriloven godt give patienten beroligende medicin, men kun i situationer hvor han eller hun i forvejen er urolig. Man må ikke give nogen egentlig fast daglig behandling – selv ikke når man som læge skønner, at det netop er det, der er behov for.

Siger patienten nej til behandling, skal lægen – selv om patienten er indlagt med tvang og vurderet som sindssyg og behandlingskrævende – tage stilling til, om der nu også er grund til at iværksætte en tvangsbehandling. Og patienten skal motiveres for dette i minimum tre dage, før man må gå i gang. Loven giver ganske vist mulighed for, at man kan begynde behandlingen med det samme. Men der er strenge krav til, hvornår dette er muligt. I praksis er man derfor som oftest nødt til at vente.

Men det bliver værre endnu. For nu kommer det virkelig paradoksale.

Står man som læge eller sygeplejerske på en afdeling med en svært syg og farlig patient, som du ikke umiddelbart har lov til at give medicin, er risikoen for, at man kommer i en situation, hvor man må gribe til bæltefiksering væsentlig større, end hvis man havde lov til at behandle patienten – og dermed kunne forebygge, at situationen eskalerede. Som loven er indrettet i dag, er der heller ikke hjemmel til, at man kan fremskynde en tvangsbehandling, selvom patienten er bæltefikseret i længere tid.

 

Se til Sverige…

Den tid, der går, mens man venter på at kunne komme i gang med behandlingen, vil i mange tilfælde forhøje patientens uro – og dermed risikoen for, at man ender med at måtte anvende den værste form for tvang, bæltet. Til stor frustration for både patient og personale.

Jeg håber at de politikere, som nu skal i gang med at revidere loven, tager med i deres overvejelser, at det at behandle patienterne under indlæggelse er fuldt ud lige så vigtigt, som det at vi kan indlægge svært syge mennesker mod deres vilje, såfremt de opfylder lovens krav til tvangsindlæggelse.

Jeg så i virkeligheden gerne, at det blev skrevet ind i loven, at såfremt en patient blev indlagt under disse omstændigheder, måtte lægerne behandle vedkommende fra indlæggelsestidspunktet. Gerne sådan, at vi, efter et passende tidsrum, var forpligtet til at vurdere, om det stadig var påkrævet med behandling.

Denne tanke er ikke så eksotisk igen. Så vidt jeg ved, gør man allerede sådan i dag i Sverige.