December 2011

Psykofarmakologisk behandling af afhængighed

I dette grundige review gennemgår Herin et al. litteraturen om brug af psykostimulantia til behandling af stimulantafhængighed.

Artiklen gennemgår psykostimlanternes historie, både terapeutisk og non-terapeutisk brug, samt angiver prævalenser og risici. Der gøres rede for begrebet “agonist-lignende behandling af stimulant afhængighed”, hvor administrering af langtidsvirkende stimulantia formodes at stabilisere neurokemiske og adfærdsmæssige forstyrrelser. Reviewet gennemgår prækliniske data, humane parakliniske og kliniske data og opsummerer fordele og ulemper for brug af dette.

Ifølge forfatterne har antagonist-terpi, f.eks. naltrexon ved opiatafhængighed, endnu ikke vist klinisk effekt ved brug til stimulant afhængighed, f.eks. har studier af behandling af cocainafhængighed med olanzapin og risperidon tydet på modsatrettet effekt – øget misbrug. Alternativet er agonist-lignende behandling (erstatningsterapi) hvor man anvender et medikament der ligner misbrugsstoffet, men hvor dosering styres og hvor misbrugspotentialet og risikoen for uønskede virkninger er mindre. D-amfetamin, methylphenidat, modafinil og bupropion gennemgåes.

I gennemgangen af de prækliniske studier lægges der vægt på to adfærdsmæssige paradigmer: “drug discrimination paradigm” og “selfadministration paradigm”. Samlet tyder de prækliniske studier på at dopamin-releasers, som D-amfetamin, og dopamin-reuptakehæmmere som methylphenidat, samt i mindre grad modafinil har potentiale i misbrugsbehandlingen af stimulantafhængighed. Disse resultater støttes af de humane studier, hvor de stoffer som fremtræder mest lovende i behandlingen af stimulantafhængighed prioriteres i nævnte rækkefølge: Metamfetamin, D-amfetamin, methylphenidat, og (i mindre grad) modafinil, bupropion, L-dopa. Samlet konkluderer artiklen, at velmonitorerede behandlingsregimer med psykostimulantia i behandlingen af ADHD, narkolepsi og misbrug af stimulantia er relativt sikre og udviser en favorabel risk-benefit ratio.

Ann N Y Acad Sci. 2010 Feb;1187:76-100.

Agonist-like pharmacotherapy for stimulant dependence: preclinical, human laboratory, and clinical studies.

Herin DV, Rush CR, Grabowski J.

Abstract

A variety of natural and synthetic agents have long been used for stimulant properties, with nontherapeutic use producing multiple waves of stimulant abuse and dependence. The multitude of effects of stimulants exist on continua, and accordingly, here we characterize stimulant abuse/dependence and candidate pharmacotherapies in this manner. Behavioral therapy and medications have been investigated for treatment of stimulant abuse/dependence. Effectiveness of some behavioral interventions has been demonstrated. Most medications studied have been found to lack efficacy. However, an expanding literature supports use of agonist-like medications to treat stimulant abuse/dependence, a strategy effective for nicotine and opiate dependence. The agonist-like conceptualization for stimulant dependence posits that medications with properties similar to that of the abused drug, but possessing lesser abuse liability, will normalize neurochemistry and stabilize behavior, thus reducing drug use. Data suggest use of a range of medications, from l-dopa/carbidopa to amphetamine preparations, depending on the severity of use. This report reviews preclinical, human laboratory, and clinical trial data supporting the agonist-like approach, including risks and benefits. Future directions for development of agonist-like medications are also discussed.

Anne Katrine Pagsberg

DPS’ Forskningsudvalg